Discountkæde ser "markant" hop i salg af egne mærker: Kan få betydning for mærkevarerne
Når kunderne handler i Rema 1000, lægger de i højere grad private label-produkter i kurven, og kæden ser en "markant stigning i salget" af den type varer.
Derfor står private label-produkterne nu for en stadig større del af kædens omsætning. I så stor grad, at private label-salget nu er et "godt stykke" over 30 procent af kædens omsætning. Der oplyser Jonas Schrøder, kommunikationschef hos Rema 1000, til RetailNews.
Rema 1000's private label-produkter omfatter også Gram Slot, som kæden ejer 50 pct. af. Rema 1000-kæden havde sidste år en detailomsætning på 23 mia. kr. i 2023.
- Vi ser et markant øget salg af vores egne mærkevarer fra Rema 1000 og Gram Slot for tiden, siger han.
Inflationen skubber på salget
Forventningen er ifølge kommunikationschefen, at tendensen fortsætter.
Det er især efter inflationen de seneste år, at kunderne har skiftet fra mærkevarer til private label for at holde husholdningsbudgetterne i nogenlunde samme niveau som tidligere. Inden for den seneste tid har kæden dog igen oplevet et hop i salget af produkterne.
- Vi har set en stigning inden for de seneste måneder og specielt uger igen. Der er virkelig kommet et markant skifte til, at flere kunder igen kigger på, hvordan de kan kompensere for inflationen ved at købe nogle andre varer, end de plejer, siger han.
Jonas Schrøder fortæller, at discountkæden oplever en stigning i salget af private label produkter over hele linjen, men at specielt morgenmadsprodukter, pålæg, mejerivarer og konfekture sælger endnu mere end tidligere.
Kan få betydning for mærkevarernes plads på hylderne
Det stigende salg af private label produkter kan få konsekvens for mærkevarerne, og potentielt skubbe nogle af dem af hylderne.
- Vi er jo en discountkæde, og vi har ikke 10.000 varenumre, hvor mange af dem står og samler støv. Vi sælger de varer, som danskerne vil have. Derfor kan det helt klart få betydning for, hvordan vi sammensætter vores sortiment. Danskerne stemmer jo med deres pung, og hvis de i så høj grad bliver ved med at vælge vores private label, kan det jo godt være, at der er nogle brands, som vi ikke skal have på hylderne, siger Jonas Schrøder.
Et eksempel på en produktkategori, hvor Rema 1000 nu kun sælger private label-produkterne, er bleer.
Grundet den store interesse for de billigere produkter, er det dermed også noget, som discountkæden kommer til at investere yderligere i og udvikle på.
- Vi kommer helt sikkert til at investere yderlige i det. Det er et løbende arbejde, og vi følger kunderne, og kan se, at det ikke er noget, der slutter i morgen. Vi ser også, at når folk først har skiftet, er der mange, der ikke går tilbage. Også selvom inflationen vender. Så det er noget, vi fortsætter med, og det er et stort fokusområde for os.
Han påpeger også, at det er en generel tendens i branchen, at der bliver investeret mere i private label.
- Tidligere tænkte kunderne, at private label kvalitetsmæssigt var i bunden, men sådan er det ikke længere. Der bliver investeret mere i det, og derfor kigger kunderne også i højere grad efter det.